onsdag den 29. maj 2013

Early Bird 29/5

17 deltagere havde fundet vej til denne Early Bird match. To, som havde tilmeldt sig, blev væk uden afbud.  Fy skamme.

Efter en times spil kom der kraftig byge. Det var ikke lige hvad vejrfolkene havde lovet. Men alle gennemførte dog matchen og kom ind mere eller mindre våde.

Peter Harpøth driver fra sort tee hul 8
Holdet som bestod af Per Tietze, Kenn-Jann Marstrand og Knud Valdemar satte sig tungt på præmierne. Ikke alene vandt de holdkonkurrencen, men Per løb også med 1. præmien og Kenn-Jann med 2. præmien. Tim Pettersson vandt 3. præmien. Han er inde i en rigtig god stime for tiden. Tirsdag vandt samme Tim turneringen "Race to Royal".

Kjeld Jørgensen putter på hul 2. Bent Hansen passer
flag og Annie Madsen observerer
Længste drive på hul 3 tog Peter Harpøth sig af. Han var faktisk den første der drivede ud på hul 3 og der var altså ingen som kunne "outdrive" ham. Tættest på flaget på hul 6 kom Sven Hastel som lå 2 meter fra flaget. Han måtte dog "nøjes" med et par.

Per Karlsen, som var med for første gang fik en håndfuld tees med hjem da han blev udtrukket blandt dem som denne dag ikke scorede de helt store point.

Resultaterne fra matchen kan ses her.

Dagens vindere:
Peter, Per, Knud Valdemar, Kenn-Jann, Sven og Tim
Vi har opdateret handicaps. Næste Early Bird spilles onsdag den 12. juni hvor vi forventer høj sol og ikke under 25 graders varme.



onsdag den 15. maj 2013

Storm over City Golf

Jørgen, Kenn-Jann og Einer.
Den kraftige vind satte onsdag sit præg på Early Bird. Kun 5 ud af de 22 deltagende spillere scorede 15 eller flere stableford point. Vinderen fra sidst Kenn-Jann Marstrand viste igen format idet han scorede 21 point og dermed satte sig sikkert på 1.pladsen. Jørgen Hertz fik en sikker 2. plads med 19 point. Mere kamp var der om 3. pladsen, hvor Einer Thorup og Preben Flint begge scorede 17 point. Da Einer har 0,5 mindre i handicap end Preben fik han trofæet for 3. pladsen.

Det vindende hold Kjeld, Preben og Jørgen
Til gengæld vandt Preben holdmatchen sammen med Jørgen Hertz og Kjeld Jørgensen. De scorede 42 point, 3 mere end holdet på 2. pladsen.

Længste drive på hul 3 stod Per Tietze for. Det er ikke første gang Per løber med denne præmie.

Martin blev udtrukket til at modtage trøstepræmien. Det er også længe siden Martin har været i præmierne.

Per med længste drive. Ved siden af ham skulle vinderen
af "tættest på flaget" have stået. Men der var en som
synes at den konkurrence skulle aflyses.
Tættest på flaget på hul 4 måtte aflyses da målebånd og tavle ikke kunne findes på greenen. Det skyldes at medlem nummer 901-8974 Knud Valdemar, som skulle sørge for at det var på plads, lod det ligge i sin bag under hele matchen. Fy fy.
Don Pedro

Før matchen kom et par deltagere og gjorde opmærksom på at vi havde lavet en fejl idet de på startlisten kunne se en spiller ved navn DON PEDRO.  Og han skulle endda starte på 2 forskellige huller samtidig. Vi håber dog at vi fik kastet lys over hvad Don Pedro er for en fætter. Ellers kan billedet måske hjælpe lidt.

Den endelige og fuldstændige resultatliste for såvel holdmatchen som den individuelle match findes her.

Og for en god ordens skyld. Handicap er efter matchen reguleret efter gældende regler.

Vi ses igen onsdag den 29. maj hvor en ny Early Bird letter.


søndag den 12. maj 2013

Klar til match 15. maj

Vi har bestilt fint vejr, præmier er indkøbt og banen er kridtet op. Så alt er klar til Early Bird onsdag den 15. maj. Der er pt. 15 tilmeldte og der er plads til flere. Alle medlemmer af  City Golf  uanset handicap kan deltage.  Matchfee kr. 50,-. Hvis det frister så tilmeld dig i Golfbox senest tirsdag kl. 18:00.

søndag den 5. maj 2013

Vindere 1. maj


Vinderne: Christian (2), Kenn-Jann (1) og Jørgen (3)
Det vindende hold  Christian, Emil og Kenn-Jann
For første gang prøvede vi at indtaste scorerne i Golfbox umiddelbart efter matchen. Det virkede fint og vi havde dermed det endelige resultat inden præmierne blev uddelt.

Vi havde lidt opstarts- og tekniske problemer, så det tog desværre lidt tid - hvilket vi beklager. Men det lærte vi også af, så næste gang vil vi have resultatet at både den individuelle række og holdmatchen før der er nogle der når at blinke med øjnene.

Kenn-Jann var med for første gang i lang tid og løb med førstepræmien. Han var også med på det vindende hold. Så det var en god dag for Kenn-Jann.

Emil havde et rigtig langt drive på hul 3. Det lå lige midt på fairway, så der var ingen tvivl om hvem der skulle have præmien for længste drive. Tim var faktisk den eneste der kom på green på hul 7 og dermed løb han med præmien for tættest på flaget.

Birgit Flint mente at der også skulle være en præmie for korteste drive (mon det var hende?). Men der er der altså ikke, men i stedet kunne Birgit hjemtage en håndfuld tees som trøstepræmie.

Længste drive Emil og tættest på flag Tim
Det var 20 deltagere i matchen den 1. maj. Vi spiller igen den 15. maj. Tilmelding i Golfbox.